Åbent brev til byrådet
Tirsdag 18. september 2007 sendte Borgerforum dette brev til Byrådet:
 
Til Aalborg Byråd
 
Kvarterværkstedet – en nødvendighed for Aalborg Øst
 
Da vi ved, at der snart skal træffes endelig beslutning om Aalborg Kommunes
økonomiske engagement i lokalområdet Aalborg Øst, tillader vi os hermed at rette henvendelse
til byrådet for at sikre, at vore synspunkter er nået frem til de ansvarlige beslutningstagere.
 
Det er meget vanskeligt at ændre på sin sociale arv. Der skal mere end almindeligt slid, en stærk vilje, tro på sig selv og meget ”heldige” omstændigheder til, for at det kan lykkes. Socialt svage familier producerer bare ikke ret mange akademikere.
 
Aalborg Øst bærer på en meget dårlig social arv, som i årevis placerede området i mediernes spalter med negativ omtale. Mange frivillige Aalborg Øst borgere har i tidens løb knoklet og slidt for at fjerne dette dårlige image, fordi vi troede på, at vi ved sammenhold, engagement og et langt sejt træk kunne skabe et lokalt paradis med svømmehal og andre sundhedsfremmende faciliteter og ikke mindst 15.000 glade og velfungerende borgere. Håbet og troen på, at det ville lykkes svingede fra sejrstemning til følelser af nederlag, indtil Kvarterværkstedet dukkede op og dokumenterede, at sandsynligheden for en social ændring, selv i Aalborg Øst, faktisk var mulig.
 
Kvarterværkstedet er de ”heldige” omstændigheder for Aalborg Øst og dermed også et af lokalområdets muligheder for et fortsat løft. I Kvarterværkstedets rapport skinner det helt tydeligt igennem, at det ikke er tomme fraser, når vi påstår, at Kvarterværkstedet har haft en særdeles positiv indvirkning på lokalområdets udvikling. Dette skal ikke kun tilskrives de højt fagligt kvalificerede ansatte, men i særdeleshed den koordinerende funktion, som bindeled mellem rigtig mange grupper og de forsk. kommunale forvaltninger, som værkstedet har. Lad os også nævne Kvarterværkstedets evne til at se området som en helhed. Det formår at binde området sammen på tværs af boligtyper. Så, selvom langt de fleste svære udfordringer ligger i det almennyttige boligbyggeri, så tilgodeses også de øvrige 7.000 borgere.  Og så glæder vi os over alle de græsrods borgere, som med Kvarterværkstedets hjælp, får deres idéer ført ud i livet.
 
Er der noget, der er svært, så er det at tage beslutninger, der får indflydelse på andre menneskers liv langt ud i fremtiden, (medmindre man da har et stenhjerte), man skal tænke sig rigtig grundigt om.
Byrådet skal nu beslutte, om der fortsat skal budgetteres med 2 mil. kr.(svarende til 135 kr. pr. borger om året) til Kvarterværkstedet i Aalborg Øst. Bemærk i øvrigt, at Kvarterværkstedet har tilført lokalområdet en del økonomiske resurser udefra, som vi ellers ikke havde haft. Dybest set er det ikke en beslutning om 2 mil. kr., men en beslutning om kontinuitet, om man vil give lokalområdet mulighed for at fortsætte det gode, lange, seje træk, som er påbegyndt, eller man vil sætte området udviklingsmæssigt i stå og fastholde det som et socialt taber område.
 
Vi er overbeviste om, at det er fagligt kvalificerede mennesker, som har sat sig ind i de særlige omstændigheder, der er i Aalborg Øst, som skal træffe den endelige beslutning. Vi er derfor fortrøstningsfulde og ser frem til at finde Kvarterværkstedet i Aalborg Øst på kommunens budget mange år frem i tiden.
 
Jeg står selvfølgelig altid parat til at uddybe vore holdninger.
 
På vegne af Borgerforum Øst
John Erik Knudsen
Formand